​​​​

​Grill desserten!


Du behøver ikke nøjes med at smide bøffen og grøntsagerne på grillen. En havegrill kan sagtens bruges til lækre og overraskende desserter.


Af Lars Nøhr Andresen

Når de sidste bøffer er taget af grillen, og kullene stadig gløder lystigt, er der ingen grund til at grillen ikke skulle yde aftenens sidste indsats. Mange frugter er oplagte til at grille, og vil kun nyde godt af et twist af den rå grillsmag og lidt røg. 



Blommespyd

Blommespyd er nemme og hurtige at lave. Server dem varme til vaniljeis - gerne med en sød dessertsauce. 


8 modne blommer 

2 spsk vindruekerneolie

4 grillspyd


1. Skær blommerne i kvarte, og fjern stenene. 

2. Kom de kvarte blommestykker på grillspyd, og pensl dem med olien. 

3. Kom spyddene på grill med skrællen opad, og grill til de bliver let gyldne. Pensl skrællen med lidt olie. 

4. Vend spyddene, så skrællen kommer nedad til sidst. Grill dem til de får lidt farve. 



Malibu-marineret ananas

Denne dessert er nem og flot. Du kan servere de grillede skiver af ananas med is eller lidt kold creme fraiche med vaniljesukker. 


1 frisk ananas

3 dl Malibu

2 spsk. mørk farin

Lidt mynteblade


1. Skær skallen af ananasen, og skær den i skiver på 1 cm tykkelse. 

2. Bland Malibu og mørk farin, og mariner ananasen i blandingen i 2-3 timer

3. Grill de marinerede skiver af ananas over direkte varme. Påfør evt. yderligere af marinaden under grillning. 

4. Hæld det sidste af marinaden over de færdiggrillede ananas og pynt med mynteblade før servering.




























​​
​​