​​

Væk kroppen efter vinteren med en god salat

Grøntsager rummer masser af gode sager, kroppen elsker


   

Af Kristine Høeg

Foråret er lige om hjørnet, så derfor er det på tide at vågne af dit vinterhi og sparke din krop i gang. En af de meste effektive løsninger er at gå fra vintermad til energimad. Når vi er trætte, en effekt vintermørket har på mange, så kræver vores krop kulhydrater. Pasta, brød, kartoffelmos. Alt det, der gør kroppen tung og sofaklar. Men når du skal have gang i systemet og energien, er det helt andre ting, der skal på tallerkenen. 

Det gode i grøntsagerne er phytokemikalier – de næringsstoffer, planterne har i sig. Det kan for eksempel være lycopen i tomater eller betakaroten i spinat, der begge fungerer som antioxidanter, der hører til i sundhedens superliga. Men hvilke grøntsager skal du så gå efter? Kodeordet er vandholdig, eksempelvis tomater, salat, kål og peberfrugter. Netop fordi de er vandholdige, spækket med næring og samtidig har et meget lavt kalorieindhold, giver de dig mere energi. 


5 gode grøntsager

1. Kål 

Broccoli, blomkål, rosenkål og al anden kål er proppet med nærende sager, der blandt andet hjælper med at styrke immunforsvaret – som sikkert er helt i bund efter vinterens forkølelser. De er sundest, når de er rå, men du kan også lynstege eller dampe dem nænsomt, så du bevarer alt det sunde. 


2. Gulerødder 

Der er ikke den gode ting, der ikke er i gulerødder: A-, B-, C- og K-vitamin, fibre, magnesium, kalium og folsyre. De er bedst rå, for når du varmer rødderne op, stiger sukkerindholdet. Men husk at få en smule fedtstof samtidig, for så optager du bedst alle vitaminerne og mineralerne. 


3. Tomater 

De runde, røde venner indeholder masser af lycopen (det er det, der gør tomaterne røde) og C-vitamin, som booster dit immunsystem. Husk, du får allermest ud af tomaterne, hvis de har været udsat for lidt varme. 


4. Bønner og ærter 

Proteinrige grøntsager, der holder dig mæt og forbrænder fedtet på maven. 


5. Peberfrugter 

Den røde eller gule peberfrugt er ikke kun pæn at se på – den er pakket med C-vitamin. Faktisk får du 191 mg i 100 g peberfrugt.