​​​​​

​5 tips til skønhed


Det behøver ikke være dyrt og besværligt at se skøn ud, og du har sikkert allerede de fleste ingredienser stående. Byd sommeren velkommen med blød hud, naturlige striber i håret og glød i kinderne.


Af Karoline Saysette


1. Naturlige striber

Du behøver ikke bruge alle sparepengene hos frisøren, bare fordi din mørke vintermanke trænger til et friskt pust. Tag i stedet en halv citron og gnid 1-2 centimeter brede totter ind på ydersiden af dit hår. Varmen og lyset fra solen vil sammen med citronen give en mildt lysnende effekt.


2. Lækker bodyscrub

Den nemmeste metode til en sund og velplejet hud med masser af glød er at bruge en bodyscrub i badet – og heldigvis kan du lynhurtigt lave den selv. Opskriften er simpel: Bland lige dele sukker og olie (f.eks. oliven- eller rapsolie). Massér bodyscruben ind i huden og skyl af. Dup dig tør i stedet for at gnide – så bevarer du oliens blødgørende egenskaber.


3. Nem sommermakeup

Når det gælder nem og hurtig makeup i sommerhalvåret, er en bøtte vaseline din bedste ven! Brug salven til at samle dine bryn, som erstatning for øjenskygge på dine øjenlåg, på kinderne for en sund og skinnende effekt og på læberne i stedet for lipgloss.


4. Dybderens

Giv din hud en forårsrengøring med et dampbad. Dampen åbner hudens porer, så urenhederne kommer ud, og øger blodgennemstrømningen, så din hud kommer til at stråle. 

Rens først huden og kog derefter én liter vand, som hældes i en skål med et brev kamillete. Hold ansigtet over den varme damp med et håndklæde i ca. 5-10 minutter, og afslut med din sædvanlige plejerutine – eller se næste punkt. 


5. Gør det selv ansigtsmaske

Efter dybderensen kan du passende give ansigtet en ansigtsmaske, som du selv kan blande af 1 håndfuld havregryn, 1 spsk. honning og 3 spsk. olie (hvis du har tør hud) eller yoghurt (hvis du har fedtet hud). Smør massen ud på en afrenset hud, og lad den virke i 10 minutter. Udnyt havregrynenes peelende effekt ved at massere masken blidt over huden, når du skyller den af.