Energi
- er kroppens brændstof. Den måles i kilojoule (kJ) eller kilokalorier (Kcal).
Energien bruges til at holde de indre organer i gang og til at vedligeholde kroppens celler samt til arbejde og motion. Energien fås, når kroppen nedbryder protein, kulhydrat, fedt og alkohol.
Protein
- (æggehvidestof) er opbygget af aminosyrer og bruges til at opbygge og vedligeholde kroppens celler. Nogle aminosyrer er livsvigtige, fordi kroppens celler ikke selv er i stand til at danne dem. Det protein, som kroppen ikke har behov for, bliver brugt som energi. Proteiner fås ved indtagelse af kød, fisk, mælk, brød, gryn, ris, kartofler og bælgfrugter.
Kulhydrater
- er den vigtigste energikilde. Kulhydrater inddeles i sukkerarter, stivelse og kostfibre. Stivelse findes i kartofler, brød, gryn og bælgfrugter. Disse produkter indeholder også kostfibre, hvorved nedbrydelsen af stivelse foregår langsomt. Kostfibre er delvist ufordøjelige kulhydrater og findes kun i plantedele. Der er kostfibre i brød, gryn, kartofler, grøntsager, frugt, bælgfrugter og nødder.
Fedt
- er opbygget af glycerol og fedtsyrer. Fedtsyrer kan opdeles i tre typer. Mættede fedtsyrer, der findes i animalske produkter som smør, stegemargarine, svinefedt, kød, ost og mælkeprodukter. Enkeltumættede fedtsyrer, der findes i olivenolie, avocado og nødder. Flerumættede fedtsyrer, der findes i eksempelvis vindruekerneolie, majsolie, plantemargarine samt fisk, f.eks. sild og makrel.
Kolesterol
- er et fedtstof, som bruges ved opbygning af kroppens celler og til at danne hormoner, galdesyre og D-vitamin. Noget dannes i kroppen og noget tilføres gennem kosten. Bl.a. æggeblommer og indmad indeholder kolesterol.
Alkohol
- giver energi, men ingen næringsstoffer. Alkohol er vanedannende og ved indtagelse i større mængder skader det organismen. Alkohol kan føre til fejlernæring og overvægt.
Vitaminer
- er organiske stoffer, som kroppen ikke selv kan danne, og som er nødvendige for kroppens funktioner. Vitaminer har forskellige funktioner i kroppen, og kan derfor ikke erstatte hinanden. Kroppen kan selv regulere optagelsen og udskillelsen.
Mineraler
- er uorganiske stoffer. De er byggemateriale i kroppen og indgår bl.a. i enzymer, der regulerer kroppens stofskifte. Behovet for mineraler dækkes i vid udstrækning gennem en varieret kost.