Din baby græder – og det er helt naturligt

Når din baby græder, så kommunikerer den med dig – så gråd er helt naturligt. Måske er barnet sulten, træt eller har brug for at pludre med dig eller for at mærke dig – og det finder du bedst ud af ved at prøve dig frem.

Nogle børn græder meget, andre græder mindre – men alle børn græder. Og det er helt naturligt. Gråd er et kommunikationsmiddel, så når dit barn græder, så viser det dig, at noget ikke er helt, som det skal være. Måske græder dit barn, fordi det er træt og har brug for at blive puttet. Dit barn kan også græde, fordi det keder sig og har lyst til, at I skal pludre og lege lidt sammen. Eller dit barn kan græde, fordi det er sulten, har brug for en ren ble, eller måske blot gerne vil løftes op og mærke, at du er der.

Mange grunde til at dit barn græder

Dit barn er ikke i stand til at fortælle dig, hvad det præcist har behov for – men det kan græde, og du vil naturligt respondere på dit barns gråd. Barnet kan derfor via sin gråd få hjælp til det, som gør, at barnet lige nu er ked af det – men det betyder ikke, at du altid ved, hvad der er galt. Det betyder derfor også, at du nogle gange må prøve dig frem for at finde ud af, hvad der virker og gør, at dit barn falder til ro.

Sulten eller tørstig
Dit barn vil naturligt ofte græde, når det er sulten eller tørstig. Spædbarnet kender endnu ikke fornemmelsen af at være mæt og sulten, og barnet har ikke nogen fornemmelse for tid. Et barn, der vågner efter at have sovet f.eks. 3 timer, vil ofte være sulten, hvor et barn der melder sig en times tid efter sidste amning godt kan være tørstig.

Brug for at blive taget op

Da barnet lå i din mave, var det omsluttet og følte sig holdt, og efter fødslen er det derfor helt naturligt, at barnet har brug for stadig at mærke dig. Når barnet ligger hos dig, så kan det mærke dine bevægelser, høre din hjertelyd, fornemme din vejrtrækning – det er genkendeligt og dermed trygt.

Brug for at få stillet sit suttebehov

Dit barn kan også græde, fordi det har et suttebehov, altså ikke nødvendigvis behov for mælk, men behov for at sutte fordi det at sutte virker beroligende og hjælper barnet med at slappe af. Hvis dit barn har spist godt og er fyldt godt op med mælk og trods dette stadig virker grædende og urolig, så kan det være behov for en sut.

Brug for hjælp til at finde ro

Små børn oplever verden med alle deres sanser, og det kan være svært for dem at håndtere forskellige dufte/lugte, lys, lyde, berøring – og det lille barn bliver derfor let overstimuleret, hvis der sker for mange ting på en gang. Dit barn kan derfor reagere med gråd, hvis det f.eks. har brug for færre aktiviteter.

Brug for ren ble og tøjskift

Nogle børn reagerer med det samme på en våd eller fyldt ble, hvor andre børn ikke virker særlig berørte af det. Nogle børn reagerer også på at få tøj af og på, andre børn nyder, når de kan ligge nøgne på puslebordet. Barnet kan også reagere med gråd, hvis det har brug for at få andet tøj på, eller føler at tøjet kradser og irriterer.

Brug for din kontakt

Dit barn kan også græde, fordi det har brug for, at I skal lave noget sammen for små børn kan godt kede sig. Så hvis dit barn trods ren ble, mælk i maven, afviser sutten og ikke vil sove, så er det måske, fordi barnet har brug for, at I pludrer og hygger lidt sammen.

Måske har dit barn ondt

Nyfødte børn kan også græde, fordi de har ondt. Det kan være ondt i maven, eller det kan være smerter fra andre steder i kroppen. Hvis du mistænker, at dit barn har ondt, så er det vigtigt, at du får barnet undersøgt grundigt af lægen, så man kan finde årsagen og give barnet den rette behandling.

Når det handler om børn, så gælder det om at finde den rigtige balance – og ikke mindst at blive klogere på din baby, så du får en fornemmelse af, hvad dit barn har brug for. Og hvis du kender barnets døgncyklus, kan det hjælpe dig med at forstå dit barn – særligt når det græder.

Lær barnets døgncyklus at kende

Det kan være en god idé at se barnets døgn, som en cirkel inddelt i udsnit, hvor barnet spiser, sover, vågner, græder, spiser, leger, græder og spiser og sover igen. Børn har forskellige måder at vise tegn på træthed, behov for aktivitet, sult osv. Og det er godt at kende til disse tegn. Det kaldes også for barnets bevidsthedstilstande:
 
Stille årvågenhed: Dit barn ligger og kigger sig omkring. Ganske stille studerer den lille omgivelserne, lyspletterne på væggen, dit ansigt, dine bevægelser. Barnet ligger helt stille, følger med øjnene, men uden at dreje sit hoved.
 
Aktiv årvågenhed: Dit barn bevæger sig lidt mere, ligger og kigger mere aktivt rundt, kommer med små lyde, knirker lidt, vægrer sig måske lidt mod kontakt, begynder at virke lidt søgende, sulten, eller har måske behov for hjælp til at koble lidt fra. Måske vender dit barn blikket væk, og viser at det har brug for lidt ro. Det er ikke det samme, som at dit barn har behov for at sove.

 Gråd: Dit barn begynder at græde. Den lille har været aktiv, men er ved at blive træt, irritabel eller begynder måske at mærke sulten. Det kan være, at dit barn har brug for, at du løfter det lidt, har brug for at skifte stilling eller har brug for en ren og tør ble. Måske har den lille blot behov for at ligge lidt for sig selv og lade alle de indtryk, han eller hun har fået bundfælde sig.
 
Døsig: Dit barn er træt og har brug for at blive puttet. Tegn på døsighed kan du også se lige der, hvor dit barn vågner op fra en lur. Et døsigt barn bevæger sig lidt, øjnene holder op med at fokusere, virker lidt matte, dit barn rynker panden, smiler måske lidt, spidser munden, smasker, øjenlågene er ved at falde i, og barnet ruller med øjnene. Det er på dette tidspunkt eller gerne lige lidt før, at du skal putte dit barn.
 
Søvn: Dit barn sover og skifter mellem aktiv og rolig søvn. Når barnet sover roligt, er ansigtet afslappet, øjnene lukkede, barnet er i dyb hvile og trækker vejret roligt. Hvis du tager dit barn op, vil det ofte sove videre, fordi det sover rigtig godt – og dit barn vil ikke bryde sig om at blive vækket.
 
I den aktive søvn er øjnene lukkede eller halvt åbne. Du kan se øjnene bevæge sig under øjenlåget, det hedder REM-søvn (Rapid Eye Movement) og kaldes også drømmesøvn.
 
Når du putter dit barn, så vil det være rigtig godt, hvis du kan putte barnet, når det viser tegn på døsighed. Start med at skifte dit barn, tilbyd så dit barn bryst, flaske, sut eller sutteklud og put barnet stille og roligt fra din favn og ned, hvor barnet skal sove, når du kan se, at dit barn er lige ved at falde i søvn.
 

Kærlig hilsen
 
Helen Lyng Hansen
NetSundhedsplejerske.dk