Få juletræet til at holde længere

Gode tips og tricks til at holde dit juletræ friskt længere

Det smukke grønne træ med lys, der spejler sig i den glitrende pynt, er indbegrebet af julen. Her får du gode råd til at holde juletræet frisk længere.

Juletræets holdbarhed

Juletræet kan holde sig indendørs i 1- 3 uger - afhængig af temperaturen i rummet. Holdbarheden er bedst ved normal stuetemperatur, og aftager jo varmere det er i rummet. Efter nogle uger er det normalt, at træet mister sin glans og begynder at tabe nåle.

Der vil altid være lidt nåletab, da det er et naturprodukt. Holdbarheden kan dog forlænges ved at stille træet i vand eller et køligt sted, indtil det skal pyntes.

Sådan undgår du udtørring af juletræet

Ifølge Dansk Juletræsdyrkerforening er der 3 ting, du kan gøre for at undgå udtørring. 

  1. Opbevar juletræet koldt, fugtigt og i læ indtil træet tages ind, så fordampningen fra nålene bliver så lille som mulig.
  2. Erstat de mængder vand, som fordamper fra træet, ved at sætte træet i vand.
  3. Skær et 1-2 cm tykt stykke af stammen for at "åbne" træets vandtransporterende kar, inden du sætter træet i vand udendørs.

Juletræsdyrkerne understreger, at jo længere tid du venter med at tage træet ind i den varme stue, desto længere vil træet holde sig smukt og beholde nålene. Og jo længere tid du holder dit træ ude i den fugtige luft, jo friskere ser det ud juleaften.

Der kan desværre ikke lægges anmeldelser på sitet for tiden.