Sådan vasker og vedligeholder du din dyne

Få din dyne til at holde i mange år ved at følge disse råd og tips

Trænger din dyne til at blive vasket? Eller er du blot i tvivl om, hvordan du vedligeholder din dyne bedst muligt? Så læs denne guide, og få gode råd og tips, så din dyne kan holde mange år i fremtiden.

Sådan vasker du din dyne:

For at opretholde en god hygiejne i dit sengemiljø skal du vaske din dyne og pude mindst én gang om året og gerne to gange. Du må dog ikke vaske den mere end fire gange om året, da vasken herved vil slide for meget på dynen og dens fyld.
 
Ved at vaske dyner og puder ved 60 grader bliver husstøvmider og skimmelsvamp elimineret. Derudover kan vask og tørring af din dyne få den til at fremstå næsten ny igen, da dunene/fjerene vil blive mere luftige og friske. Efterhånden som en dyne bruges, vil dunene nemlig klumpe lidt sammen, hvilket forringer dynens bæreevne, altså dens evne til at isolere og varme dig.
 
Det tager 6-8 timer at vaske og tørre en dyne, hvor tørringen klart tager den største del af tiden. Når du skal vaske din dyne er det vigtigt at du kigger på vaskeanvisningen på den enkelte dyne, og derudover skal du blot følge nedenstående trin:
 
  1. Tjek dynen for eventuelle huller inden du putter den ind i vaskemaskinen. Vaskemaskinen skal kunne tage mindst 7 kg for at den er stor nok. Vask en enkeltdyne ad gangen.
  2. Til en dyne skal du bruge ca. 50 ml. enzymfrit vaskemiddel, du kan evt. bruge vaskemiddel til uldvask. Det kan ødelægge dunene/fjerene i dynen, hvis du bruger almindeligt vaskemiddel, da det fjerner dunenes naturlige fedtlag og dermed deres evne til at varme og isolere. Netop derfor skal du heller ikke bruge skyllemiddel til vask af dynen.
  3. Vask dynen på skåneprogram 60 grader, afslut med centrifugering.
  4. Tør herefter dynen i tørretumbler med to-tre tennisbolde. Tennisboldene hjælper med at fordele dunene jævn og gøre dem luftige. For det bedre resultat skal du tage dynen ud hver halve time i tørreprocessen og ryste den.
  5. Det er vigtigt at dynen får lov at tørre helt igennem inden du tager den i brug igen. Hvis den ikke er helt tør kan du risikere, at der kommer mug og svamp i dynen. En tommelfingerregel er at en enkeltdyne skal tørre i ca. 4 timer. Det kan dog være lidt svært at mærke om dunene inde i dynen er helt tørre, og derfor kan det være et trick at veje dynen inden du begynder vaskeprocessen. Efter tørretumbling vejer du igen dynen, og hvis den vejer mere end før vask, så skal du tørre den lidt længere tid, da der stadig er fugt i. Fortsæt med at tørre indtil dynen vejer det samme eller mindre end før vask.
Hvis du skal vaske puder kan du også sagtens bruge denne fremgangsmåde.

Sådan passer du godt på din dyne i hverdagen:

Ved at følge nedenstående generelle råd til vedligeholdelse af din dyne kan du forlænge dens holdbarhed, samtidig med at den vil føles lækker i længere tid.
 
  • Ryst dyner og puder hver dag for at bevare den optimale fylde og luft i dunene/fjerene.
  • For at få fugten til at forsvinde fra dynen skal du lufte godt ud i soveværelset hver dag. Derudover forbedrer det indeklimaet i dit soveværelse, hvilket kan give forbedret søvn.
  • Med tiden vil dunene i en dyne klappe lidt sammen, så dynen føles tyndere end da den var helt ny. Det kan du dog sagtens gøre noget ved. Du skal blot tørretumble dynen i et par timer sammen med nogle tennisbolde, hvilket løfter de små fibre i dun og gør dem mere luftige. Brug også dette råd til puder, hvis din pude er ved at blive flad.
  • For at sikre, at fyldet i din dyne forbliver jævnt fordelt skal du huske at vende dynen, når du skifter sengetøj.
  • Bank eller støvsug ikke din dyne – det skader dun og fjer. Følg i stedet ovenstående guide til dynevask for at opnå god dynehygiejne.

Der kan desværre ikke lægges anmeldelser på sitet for tiden.