Blog - uge 25

Enorm vinregion med rødder tilbage i tiden


Når talen falder på klassiske vinregioner i Frankrig, såvel som resten af verden, kommer vi ikke uden om Rhônedalen. Regionen er hjem for utallige berømte vine og et hav af underappellationer. Man har produceret vin i området i mere end 2000 år, og området har altid spillet en vigtigt politisk rolle som korridoren, der forbinder Nordeuropa med Middelhavet.

Rhônedalen er Frankrigs næststørste AOC (appellation d'origine contrôlée) og dækker over imponerende 70.000HA vinmarker. Rent geografisk betyder det, at regionen strækker sig fra Lyon ned over Orange til middelhavskysten ved Nîmes. Alene områdets enorme udstrækning resulterer i en bred vifte af vine, og man arbejder med ikke mindre end 27 forskellige druesorter, 28 appellationer og mere end 5000 registrerede vinproducenter. Rhôneregionen producerer årligt ca. 3 mio. HL vin, som fordeler sig på 81% rødvin, 13% rosé og 6% hvidvin.

En ren mosaik af jordbundstyper
Rhône er et område med mange forskellige jordbundstyper. Fra de sorte og skræmmende stejle skiferskråninger i Côte-Rôti, over de hvide, runde rullesten (galets) i Châteneuf-du-Pape, til de sandede jorde af kalk- og sandstensklippe i Vacqueras. I Rhône finder man alle mulige typer og farver af ler, granit, löss, gnejs og mica, og det er derfor langtfra overraskende, at der i regionen produceres en så bred vifte af vine, som det er tilfældet.

Verdenskendte vine og appellationer
Hvis vi kigger nærmere på nogle af de mest kendte appellationer, vil navne som Châteneuf-du-Pape, Côte-Rôti og Hermitage bringe skønne minder frem hos mange danskere: sublimt smagende vine åbnet ved særlige lejligheder, og uforglemmelige ferieminder fra området på vej ned mod Middelhavets strande og historiske landsbyer.

Côtes-du-Rhône og Côtes-du-Rhône-Villages er to af de mest udbredte og populære af appellationerne i regionen – også her i Danmark, som faktisk er det 10. største eksportmarked for Rhônevine i verden. Det skyldes utvivlsomt, at der på grund af det varme og solrige klima i området er tale om skønne, ærlige vine med masser af saft, kraft og krydderi. Samtidig er nogle af områdets mest benyttede druesorter Grenache og Syrah, som med deres oftest afrundede tanniner og forholdsvist høje alkohol er nogle af danskernes foretrukne druer.

Økologisk pionérånd
Rhônedalen er desuden et af de områder i verden, der satser mest på økologi og bæredygtighed. I dag er hele 10% af regionens samlede areal allerede certificeret økologisk, og meget mere er i øjeblikket under konversion til økologisk landbrug. Det er en klar satsning for området, som dog også er et af de steder i verden, hvor det er nemmest at dyrke økologiske druer på grund af klimaet.
Der er varmt, tørt og masser af vind. Dette giver markant færre problemer med mug og rådsygdomme end i andre regioner af verden.