Blog - uge 29

Provence



Smag på ordet… Det summer af lavendelmarker, bouillabaisse og kølig rosévin på en lille romantisk restaurant med udsigt over det dybblå Middelhav. Provence er en oplagt og elsket feriedestination og med god grund. Området er gudsbenådet smukt og besidder en helt speciel charme, som man kun finder ved den sydfranske kyst. Maden er ægte, smagfuld og baseret på lækre, lokale råvarer som fisk, krydderier og olivenolie. Og så er der vinen!

Rosévinens højborg
Provence er hjemsted for en masse spændende vine og har en meget lang vinhistorie bag sig. Når de fleste af os tænker på Provence, er det ofte med henblik på rosévine, men regionen er også hjemsted for en række skønne rødvine og en lille smule hvidvin.

Der er dog et altovervældende fokus på rosévin, der udgør over 80% af områdets samlede vinproduktion, mens tallet er helt nede på 15% for rødvinsproduktionen. Ikke desto mindre er rødvinsproduktionen i stærk stigning, især på kvaliteten, på grund af en gruppe meget visionære og kvalitetsfokuserede producenter. Området har et stort og stadig til dels uudnyttet potentiale for rødvine, men Provence lider meget under den massive turisme og medførende enorme lokale efterspørgsel. Som i så mange andre vinproducerende feriedestinationer har den generelle kvalitet derfor haltet en del efter, og der produceres da også enorme mængder ligegyldig rosé til at slukke turisternes ukritiske tørst.

Øget fokus på kvalitet
Heldigvis er der et øget fokus på kvalitet blandt de provencalske roséproducenter, hvilket både kan tilskrives, at god rosévin globalt vinder i popularitet, ligesom vinen i højere og højere grad anses som en seriøs vin efter at have været i skammekrogen i en årrække.

Desuden er magiske steder som Côte d’Azur, St. Tropez og Provence blevet endnu mere eftertragtede, hvilket generelt har skubbet jordpriserne gevaldigt i vejret. Dette gør det sværere at drive en rentabel vinproduktion, hvis man ikke sælger sine flasker til en forholdsvis høj pris. Pris og kvalitet hænger dog som oftest sammen, så for at kunne kræve en høj pris skal vinen altså smage rigtig godt

De mange druesorter
Den mest plantede sort er Grenache, men man må faktisk anvende hele 13 forskellige sorter! Udover Grenache er nogle af de tilladte sorter; Carignan, Syrah, Cinsault, Ugni Blanc, Clairette, Mourvèdre, Tibouren, Sémillon og de mere sjældne sorter Calitor, Barbaroux og Rolle.

Man har produceret vin i området i mere end 2000 år, og den strategiske placering i midten af Europa på middelhavskysten har i tidernes løb udløst voldsomme kampe. Området har både været under indflydelse af saracenerne, karolingerne, catalonierne og de gamle romere. Dette har været med til at skabe den rige kulturarv i området og er også grunden til de mange druesorter af især italiensk herkomst.

Det skønne klima
Udover maden, naturen og vinen er klimaet en af hovedårsagerne til Provences popularitet. Områdets middelhavsklima byder gennemsnitligt på 3000 årlige solskinstimer og mindre end 700 ml regn, som hovedsageligt falder i for- og efteråret – helt optimalt for både solhungrende turister og vinproduktionen.

Den lunefulde mistralvind
Den største trussel for vinproduktionen er den allestedsnærværende mistralvind, der sender barske, kolde vindstød ind fra nord. Dog kan man i høj grad beskytte sine marker mod det værste ved at plante så tæt på Middelhavet som muligt og vælge mere beskyttede vinmarksplaceringer, der vender mod syd. Generelt er det en af de regioner, der er mindst angrebet af råd og mugsygdomme grundet det tørre og blæsende klima, og dette betyder også, at Provence er den franske region, hvor vi finder allerflest økologiske vinproducenter.

Så kom endelig af sted til smukke, magiske Provence, og husk også at smage på nogle af rødvinene!