Blog - uge 31

Sicilien


Mafia, vulkaner og masser af vin! Sicilien er helt sig selv og meget anderledes end resten af Italien. Siciliens vinhistorie går helt tilbage til år 800 før Kristi fødsel, da de gamle grækere befolkede øen for første gang, og som altid hvor end de slog sig ned, plantede vinstokke for at lave deres egen vin.

Engang var næsten hele øen dækket af vinstokke, og Sicilien har altid spillet en vigtig rolle for udviklingen af Italiens vinproduktion. Man ved, at de første vinstokke der blev plantet på det Italienske fastland ved Vesuv, kom fra de sicilianske områder Morgantina og Tauromenium, der i dag er kendt som den smukke turistdestination Taormina. Øen har igennem tiderne levet en omskiftelig tilværelse, og den har været erobret og beboet af diverse folkefærd, lande og krigsherrer. Dette har skabt den ganske unikke personlighed og identitet, som vi i dag kender og elsker øen for, og det går igen i vinene.

Fra søde vine til store, moderne vine
I gamle dage var Sicilien især kendt for deres søde vine, men i dag er det de store rødvine, der tegner billedet, om end der stadig produceres en god portion sød vin. Især de sublime, koncentrerede dessertvine fra øen Pantelleria er et bekendtskab værd. Der produceres årligt ca. 7 millioner hektoliter og langt størstedelen er mørke, kraftige og dybe rødvine, som netop er den stil, som Sicilien er berømt for. Her har klimaet en del at sige med masser af sol og varme og kun ganske lidt regn. Det skaber en høj koncentration af både smag og sukker, som omformes til en høj alkoholprocent i den færdige vin.

Desuden har øen flere bjerge, og det er slet ikke usædvanligt at finde frodige vinmarker plantet helt oppe mellem 500 og 900 meter over havets overflade. Dette skaber yderligere aromatisk kvalitet grundet de store temperaturudsving mellem dag og nat.

De mange lokale sorter
Sicilien har et utal af oprindelige, lokale sorter, hvoraf Nero d’Avola nok er den mest kendte, om end den mest plantede sort faktisk er den hvide Cataratto, der står for næsten 40% af det totale markareal. Den bruges ikke kun til vine, men også i høj grad til produktion af koncentreret druesaft, der i stor stil eksporteres til resten af Italien for at chaptalisere vine, der ikke har et tilpas højt naturligt sukkerindhold.

De mest kendte hvide kvalitetssorter er Inzolia og Grillo, der begge står bag en række sprøde, krydrede og flotte hvidvine med masser af personlighed. Det skal dog også nævnes, at den allestedsnærværende Chardonnay også er vidt plantet på øen og står bag nogle af de dyreste hvidvine fra topproducenter som Planeta. Den kæmper dog med at bevare friskhed i varmen, ligesom de internationale røde sorter Cabernet Sauvignon og Merlot.

Ud over Nero d’Avola er de mest prominente, lokale røde sorter Perricone, Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio, der er hovedpersonerne i nogle virkelig storslåede og spændende vine fra Etnas skråninger. Syrah har også fundet et hjem på øen og performer ret godt i det barske klima.

Vin på vulkaner
Størstedelen af Siciliens vinmarker ligger i de kystnære områder ved vest-, syd- og østtippen af øen lige på nær af DOC’en Contea di Sclafani inde midt på øen. Især i de sidste 20 år har der været en rivende udvikling på skråningerne af Etna, hvor der findes et helt særligt terroir grundet den aktive vulkan, der jævnligt spyer aske ud og bidrager med et ganske unikt ”krydderi” og organisk materiale til vinstokkene. Kombineret med højtbeliggende marker og en god portion gamle vinstokke, danner det grundlag for produktion af nogle helt sublime vine med stor personlighed.