Bøndernes kærlighed til vin

Bøndernes/producenternes kærlighed til vinen


Kærlighed og vin….
På mange måder er vin tæt forbundet med kærlighed, og som Benjamin Franklin så fint skrev det: ”Wine is constant proof that God loves us and loves to see us happy!”

Meget vin produceres også med stor kærlighed og hele vinuniverset omgærdes af en god portion romantik. Bare forestil dig at besøge en lille bonde i de toscanske bakkedrag, hvis familie i århundreder har viet livet til at nusse om et par vinmarker. Et sted hvor hver enkel drue har fået lige så meget kærlighed og omsorg, som var det bondens egne børn, og hvor vinen i flaskerne er fin og nænsom… Er det blot en smuk drøm?

Nej, der er faktisk en hel del realitet og sandhed i denne über-romantiske forestilling. For traditionelt blev alt vin fremstillet hjemme hos de små bønder, hvor der ofte var stor respekt for naturen og kærlighed til vinen. Dét at man selv kunne producere denne berusende drik fra ens hjemmeplukkede druer, blev set som en gave fra guderne, og derfor blev vinen benævnt som ”gudernes drik”.

Siden har verden ændret sig på mange måder. Industrialiseringen har bredt sig og mange mindre vinfirmaer er blevet opkøbt af store multinationale spillere, men selvom der generelt er færre af de helt små producenter, findes de så absolut stadig. Det samme gør både kærligheden og romantikken i vinens verden, for passionen har ikke nødvendigvis noget at gøre med størrelsen på produktionen!

Kærligheden ses på mange måder
Nogle af verdens mest berømte producenter og nogle af de dyreste vine er skabt med kærlighed i ypperste potens, samtidig med at vinene produceres i moderne kældre og i større mængder. Så hvordan får man kærlighed ind i sin vin?

Jo, først og fremmest er det hele mindsettet om, at man ikke kan producere noget unikt med rene industrielle midler. Man må simpelthen gøre noget ekstra for at få ekstra gode vine! Og dette ekstra udmunder sig i opmærksomhed, pleje, dedikation, selvopofrelse, passion… Ja, kald det kærlighed!

Desuden viser det sig gennem et personligt forhold til marker og tradition. Det kræver en dyb forståelse for naturen, hvor man ser denne som en partner og ikke blot som en forsyningskilde af druer. Kun gennem et respektfuldt samarbejde kan man skabe noget unikt! Derfor gælder det også om at pleje sit brand med samme kærlighed, som man ærer sin familie. Et aspekt der er en selvfølge for de fleste producenter, da familierne i generationer har levet og åndet for det samme: at skabe smuk vin.

Med andre ord handler dét at producere vin med kærlighed ikke om, hvorvidt man bruger heste eller traktorer til at pløje, eller om man gærer med eller uden tilsat gær! Det udspringer snarere af, om man som producent har hjertet og sine følelser med i det, man gør. Altså om der er et ønske og en vision om at producere vin, der kan noget mere end at gøre folk berusede af selve alkoholen, nemlig vin der kan gøre os berusede af kærlighed!

“We are all mortal until the first kiss and the second glass of wine” - Eduardo Galeano

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om websitets cookies