Cabernet Sauvignon

Cabernet Sauvignon

Cabernet Sauvignon er den nok mest kendte blå drue. Men hvorfor er den det? Først og fremmest er den en del af rigtig mange af de vine, der drikkes globalt. Heraf mange af de mest berømte rødvine. Cabernet Sauvignon blev skabt ved en tilfældig krydsning af den blå druesort Cabernet Franc og den hvide Sauvignon Blanc i Frankrig tilbage i det 17. århundrede. Siden er den så blevet en af verdens mest udbredte sorter.

En verdenskendt drue

Cabernet Sauvignon er kendt fra især Bordeaux-området, hvor den på venstre bred af floden Gironde spiller hovedviolin i nogle af verdens dyreste og mest berømte vine. Den er udbredt over hele Bordeaux, og det er svært at finde en vin i regionen, der ikke har en eller anden snert af druen i sig. Kigger vi på Napa Valley i Californien er den også her hovedperson i en stor mængde kultvine – og ligeledes en enorm mængde hverdagsagtige blends og cuvéer. Den er også medspiller i flere af de såkaldte super-toskanere fra Italien. Den findes med andre ord i nærmest hver eneste vinregion i verden, dog undtaget de allermest kølige, hvor den ikke kan modne optimalt. Man finder den også i stor koncentration i Chile, Argentina, Australien og Spanien.

Den kan gro næsten hvor-som-helst
Der er mange grunde til at Cabernet Sauvignon er den nok mest populære blå druesort i verden, særligt har den nogle smagskarakteristika, vi forbrugere godt kan lide.
Druen har også en helt utrolig tilpasningsevne, der betyder, at den kan dyrkes i forskellige klimaer og jordbundstyper. Så længe der er nok sol og varme, så modner den forholdsvis nemt. Derudover kan vinproducenten i stort omfang ændre druens karakteristika – både i marken og senere i vineriet. Den afspejler også forholdsvis tydeligt det terroir den vokser i, hvilket giver vinene et meget forskelligartet udtryk. 
Druens skind er derudover forholdsvis tykt, hvilket giver en naturlig beskyttelse mod diverse sygdomme og også er afgørende for både smag, tannin og farve i vinen.
Den bruges desuden til alt fra de ypperste topvine til billige bulk-vine, og den er en af de mest brugte druesorter i blends, hvor den tilfører mørk frugt, struktur, syre og ryggrad til vinen. Netop syren og tanninindholdet i Cabernet Sauvignon betyder, at vinen har et godt lagringspotentiale, og så fungerer den bedre sammen med egetræsfade, end de fleste andre sorter.

Kort sagt; Cabernet Sauvignon kan næsten alt! Og så smager den godt….

Cabernet Sauvignon, klima og smag

I køligere klima: Mørk, poleret, solbær, grøn peber, aristokratisk, blyantstift. Kraftig og samtidig kølig. Violer. Kraftige tætte tanniner, der først bløder op efter flere år på flaske. Medium til høj syre og medium alkoholprocent.

I varmere klimaer: Mørk, poleret, solbærsyltetøj, grafit. Kandiserede violer. Kraftige men modne og runde tanniner. Saftig og moden. Voluminøs. "Jammy". Moderet syre og forholdsvis høj alkoholprocent.

Berømte Cabernet Sauvignon dominerede vine:

Chateau Latour, Bordeaux, Frankrig
Chateau Margaux, Bordeaux, Frankrig
Chateau Lafite Rothschild, Bordeaux, Frankrig
Chateau Mouton Rothschild, Bordeaux, Frankrig
Chateau Haut-Brion, Bordeaux, Frankrig
Screaming Eagle, Napa Valley, USA
Harlan Estate, Napa Valley, USA
Colgin, Napa Valley, USA
Penfolds Bin 707 Cabernet Sauvignon, South Australia, Australien
Ornellaia, Toscana, Italien
Sassicaia, Toscana, Italien

Store Cabernet Sauvignon dominerede vine i din føtex:

Château Cantemerle, Bordeaux, Frankrig
Château Hautes Terres, Bordeaux, Frankrig
San Felice Vigorello, Toscana, Italien
Casigliano Poderuccio,  Toscana, Italien
MontGras Ninquén, Colchagua, Chile
MontGras Antu Cabernet, Colchagua, Chile
Undurraga Founder’s Collection Cabernet, Maipo, Chile
Undurraga T.H. Cabernet, Maipo, Chile
Wolf Blass Black Label, South Australia, Australien
Delicato Family Vineyards First Press, Napa Valley, USA
Sassicaia, Toscana, Italien (fås kun på føtex.dk)
 

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om websitets cookies