Hvad er “Value for Money” vin?

Hvad er "Value For Money" vin?


Hvorfor er nogle vine dyrere end andre? Hvordan er sammenhængen mellem kvalitet og størrelse på vinproducenten? Og findes der stordriftsfordele? Det er spørgsmål, som alle er yderst relevante og centrale for forståelsen af dynamikken i druernes univers.

I vinens verden hersker romantikken og ikke mindst idéen om, at dråberne i vores glas er håndhøstet og håndafstilket. Her har den gamle bonde brugt både næver og fødder til at presse druerne – og det er en forarbejdning, der er gået i arv fra generation til generation.

… Vender vi tilbage til realiteterne, er situationen en anden. Nutidens vinproduktion er nemlig domineret af større producenter og det er der i princippet ikke noget galt i, da omfanget ikke nødvendigvis har noget med kvalitet at gøre. Med denne holdning vil jeg formentlig fornærme en del af vinverden, men jeg mener ikke, at hverken en stor eller lille producent er garanti for noget som helst, da begge kan have en lang historie, masser af erfaring og levere sublim vin.

Ikke desto mindre kan vinproduktionens størrelse være afgørende på visse parametre. Her er økonomien et væsentligt aspekt, da de store producenter som regel råder over flere penge. Det er der i sagens natur intet underligt i, da stordriften både er med til at holde produktionsudgifterne nede og giver dem mulighed for at tilbyde virkelig god "value for Money". Et udslag som fra forbrugernes side kun er givtigt.

Samtidig bevirker indtjeningen, at der er råd til at investere i innovation og nyt udstyr, hvilket skaber en renere vinificering. Alt sammen tiltag der gør de store producenter til stærke spillere i vinverdenen - for selvom udstyr ikke er alt, gør det en kæmpe forskel. Af den grund kræver det et vist renommé at være succesfuld som en lille producent, for det er svært at konkurrere på prisen alene.

Traditionelt fandtes der mange flere små producenter og man kan selvfølgelig stadig argumentere for, at en mindre og uafhængig bonde har større frihed til at lade kreativiteten flyde, og ikke er så kommercielt fokuseret som de store. Omvendt har utroligt mange mindre producenter sluttet sig sammen i kooperativer eller forpagtet deres marker væk til større producenter, og det antyder, hvor svært det er at skabe en fornuftig forretning som lille producent.

Derfor er stort heller ikke nødvendigvis dårligt i vinens verden, da nogle af de mest prestigiøse vine er produceret i store volumener. Lad mig i flæng nævne; Dom Perignon, Chateau Lafite, Chateau Latour, Grange Penfolds, Harlan Estate og Sassicaia. Ja, listen er lang og derfor må jeg desværre aflive den romantiske drøm om, at de bedste vine er fra de små producenter.