Marie von Ahm anmelder - uge 15


Lindeman’s Gentleman’s Collection Cabernet Sauvignon
Saftig frugtmættet pleaser!
Denne smukke, rubinrøde vin har en sød og yderst saftig næse med solmodne jordbær, vaniljesukker, solbærmarmelade og kandiseret appelsinskal. Efter lidt tid i glasset åbner den sig yderligere op med sød finsk lakrids og lidt cedertræ. I munden er det også den søde, let konfiterede røde bærfrugt, der dominerer med masser af modne solbær og endda lidt noter af svesker. Samtidig er her en flot syre, der afbalancerer modenheden og frugtsødmen. Syren skaber balance og puster energi i vinen, ligesom den gør, at vinen ikke falder sammen.
Sammen med de silkebløde tanniner og den charmerende frugt skaber det en harmonisk vin, der næsten er for nem at drikke! Kald det ”for nemt” eller kald det en flot lavet ”pleaser”; der er ingen tvivl om, at mange vil elske denne vin!
Her har vi en vin, der både kan stå alene og gå til det meste. Med sin fine frugt og gode sødme samt yderst beherskede tanniner tænker jeg straks på et stykke saftigt og nænsomt rosa-stegt kalvekød med appelsin-honning-glaserede rødbeder og en sur-sødlig glace.
Den visionære gentleman
Dr. Henry Lindeman startede sin vinproduktion helt tilbage i 1843, og var virkelig både en pionér og en god gammeldags gentleman. Han dedikerede en god portion af sit virke til at civilisere den australske koloni, han havde bosat sig i. En af tingene han gjorde, var at lære kolonisterne at nyde et godt glas vin i stedet for at drikke hård spiritus.
Denne serie af vine fra Lindeman’s er dedikeret til hans værk ”A Gentleman’s Guide to Chivalry and Integrity” – på dansk: ”En gentlemans guide til ridderlighed og hæderlighed”. Denne rene Cabernet Sauvignon er dedikeret til regel nummer 3: ”Avoidable Topics” eller oversat: ”Emner, man bør undgå at berøre i en konversation”!
Flere veje til alt det gode
Blogindlæg
Maries anmeldelser
Vores Egen Vinkælders WebTV