Marie von Ahm anmelder - uge 23


2013 IRONSTONE VINEYARDS Reserve Lodi "Old Vine Zinfandel"
Håndhøstet amerikansk vin til grillmenuen
Reserve Lodi "Old Vine Zinfandel" er en kraftfuld amerikansk vin, der har masser af power og en nuanceret frugtsmag. I duften fornemmer man både blåbær, solbær, multebær – og en smule sød lakrids. Herefter åbner den sig videre op, hvor både kaffebønner, solbærbusk og granatæble bidrager til den komplekse duft. I smagen er vinen fyldig, rund og saftig med en flot kompleksitet, der i flere omgange præsenterer nye smagsnuancer.
Eftersmagen er lang med en syre, der frisker vinen op – og giver den yderligere liv. Det er en rødvin, der indbyder til fordybelse – og den kan sagtens nydes for sig selv. Dog indbyder sommersæsonen til at supplere vinen med en lækker ret fra grillen. Prøv den f.eks. til sprødt rosa-stegt andebryst fra grillen – med knust rosenpeber og revet appelsinskal.
Sjældne, håndhøstede druer fra gamle vinstokke
Druerne til denne store vin kommer fra legendariske vinmarker, der er tilplantet med stokke af den originale St. George klon af Zinfandel, der blev plantet helt tilbage i 1909. I dag er markens stokke mellem 60-80 år gamle og yder kun meget begrænsede mængder af druer – men til gengæld af en fantastisk kvalitet og smagskoncentration. Stokkene står plantet frit som ”bush wines”, der yderligere reducerer udbyttet og besværliggør både mark- og høstarbejdet.
Alt udføres manuelt og med forsigtighed for ikke at skade de gamle kringlede stokke. Lodi-regionen har optimale vækstbetingelser for Zinfandel, der med sin placering i Californien, har et nærmest Middelhavsagtigt klima med varme solrige dage, en kølende brise fra Stillehavet om natten samt en veldrænet jordbund. Druerne både høstes og sorteres manuelt, hvorefter de fermenteres langsomt i små rotor-fermentatorer, der blidt udtrækker maksimal aroma og farve fra skallerne. Efter endt gæring og maceration presses vinen blidt, hvorefter den tilbringer ti måneder på nye franske fade ved lav temperatur.