Marie von Ahm anmelder - uge 50


Masi Amarone Costasera
Klassikeren over dem alle
Mød en af de helt store juleklassikere. Denne velkendte og anerkendte Amarone er lavet på de optimalt eksponerede vestvendte skråninger i Valpolicella Classico-zonen, og produceres på Masis helt egen – og enestående – dobbelte fermenteringsmetode. ”Costasera” betyder ”aften skråningen” og henviser til, at netop disse marker nyder solens stråler.
Duften er rig, luksuriøs og udtryksfuld med moden, mørk frugt som blommer, kirsebær og søde, saftige skovjordbær. Den søde frugt bakkes op med noter af eksotiske varme krydderier som kanel og nelliker – og balsamiske noter som mint og stjerneanis, der tilsammen skaber en storslået og forførende aroma.
Smagen er attraktiv med en rund og blød fyldighed, der har en flot balance mellem de modne, søde frugtnoter og den saftige modne syre med de silkebløde tanniner. Frugten akkompagneres af søde kryddernoter, nyristede kaffebønner og masser af bitter, mørk chokolade i den lange eftersmag.
Denne blide kæmpe er en særdeles oplagt ”meditationsvin”, som kan stå for sig selv, men vil også gå virkelig flot til julens klassiske retter – særligt juleanden.
Pionererne fra Masi
Masi-vinhuset er kendt for deres helt unikke arbejde med både bevarelse og innovation af de traditionelle teknikker i vinproduktion. Det gælder blandt andet arbejdet i markerne, hvor de har udviklet eksperimentelle beskæringsteknikker og plantet et væld af gamle, oprindelige druesorter. Særligt arbejdet med druesorten Oseleta har gjort en stor forskel for Masi, og de har haft stor succes med at genindføre sorten i området.
I kældrene eksperimenteres der på livet løs i kvalitetens tegn, og man arbejder med en ganske særlig dobbelt fermenteringsmetode og et højteknologisk tørrekammer, der simulerer naturlig tørring på bambusmåtter. Druerne til denne vin tørrer over 3-4 måneder med en bevidst kontrolleret udvikling af botrytis, også kaldet ædelt råd. Vinen lagres 2 år på slavonsk egetræ, før den sættes på flaske – og hviler derefter 4 måneder, inden den kan nydes til din middag.
Flere veje til alt det gode
Blogindlæg
Maries anmeldelser
Vores Egen Vinkælders WebTV