Marie von Ahm anmelder - Uge 51

Vivaldi Ripasso "Ai Colli"
Vivaldi-huset blev grundlagt tilbage i 2004 ud fra den revolutionære grundidé at arbejde nært sammen med de lokale kooperativer, og udvælge de allerbedste druer fra de mest unikke vinmarker i Veneto området.
Deres Ripasso ”Ai Colli” er en ærketypisk af slagsen med masser af ren rød bærfrugt, søde krydderier og en dyb vinøs og aromatisk fylde. Dybden og de røde bær går igen i smagen, hvor vinen folder sig ud med en god kompleksitet, saftig moden syre og silkebløde tanniner. Den har en yderst charmerende moden frugt og en lang velbalanceret eftersmag. En elegant og klassisk Ripasso. ”Ai Colli” er fremstillet på de tre typiske Valpolicella druesorter med 70% Corvina Veronese, 15% Corvinone og 15% Rondinella.
Markerne ligger imellem 250 og 300 meters højde og har en sublim kalkholdig lerbund, der er ideel for at dyrke druer af højeste kvalitet. Druerne håndhøstes og lagres i 18 måneder på franske egetræsfade efter andengæringen på Amarone-skallerne. ”Ai Colli Ripasso” går flot til vinterens kraftige retter, især and med klassisk tilbehør og ligeledes braserede retter med et strejf af sødme fra rodfrugter eller ristede svampe. Den passer desuden virkelig flot til faste gårdoste som Comté og Gruyere.


Vivaldi Amarone "Ai Colli"
Vivaldi husets Amarone ”Ai Colli” er, som dens ”lillebror” Ripassoen, skabt på druer fra særligt udvalgte marker. Det er en stor og kraftig vin med en inciterende duft af kirsebær, svesker, julekrydderier, kaprifolie og masser af dyb mørk frugt. Den er rund, poleret og saftig i munden med en meget stor krop, fløjlsbløde tanniner og meget lang eftersmag med noter af svesker og vanilje. En kompleks, kraftig og klassisk Amarone, der har masser af personlighed.
De håndhøstede druer kommer fra vinmarker på terrasser mellem 150 og 350 m.o.h. Drueklaserne håndselekteres og lægges derefter til tørre i et traditionelt ”fruttaio” i 120 dage for at opnå øget koncentration af både smag og sukker. Derefter afstilkes og presses de inden de gennemgår maceration og alkoholisk gæring ved lav temperatur. Dette efterfølges af en fuld malolaktisk gæring og endelig lagring på en blanding af 225l og 50 hektoliters egetræsfade, hvorefter den sættes på flaske og frigives efter yderligere 6 måneder.
Alt i alt en klassisk Amarone i topkvalitet, der med sin sødme, kraft og fylde vil passe fortrinligt til julemaden, men også kraftige braiserede kødretter og kraftige modne oste som moden parmesan, pecorino og vesterhavsost.
Vivaldi Passatempo
Passatempo er helt sin egen – en unik kombination af tradition og innovation. Vinen er produceret på en blanding af udvalgte lokale druesorter med 50 % Corvina, 10 % Corvinone, 30% Rondinella og 10% andre traditionelle sorter. Den er herefter vinificeret på en helt speciel metode, der både inkluderer elementer fra moderne wine-making og den traditionelle tørring af druer.
Passatempo har en skøn aroma af kirsebær, vanilje og krydderier. Den er saftig og frugtdreven i munden med en god krop, rund fyldighed og polerede venlige tanniner. Vivaldi har valgt at bruge druer fra forskellige marker i Valpolicella for at øge kompleksiteten i vinen. Herefter er der bragt forskellige teknikker i spil for at udvikle vinen yderligere; Først 24 dages tørring i ”fruttaio” med klassisk alkoholisk gæring, herefter malolaktisk gæring – og sidst lagring på egetræsfade, der alt i alt giver en meget spændende vin. Passatempo passer flot til rødt kød og ligeledes andebryst med vintergrøntsager eller svampe.

