Vinterbeskæring

Vinterbeskæring


Om vinteren hersker der stilhed i kældrene hos vinproducenterne på den nordlige halvkugle. Høststresset er borte for længst og mosten gæret til vin, der nu hviler på enten fad eller tank. Vinbønderne er dog travle et helt andet sted – nemlig i markerne. Her beskæres alle vinstokkene i løbet af januar og februar, så de er klar til at sætte skud, når foråret melder sin ankomst. Beskæringen er en af de helt afgørende processer i marken, for det er på dette tidspunkt, at planterne gøres klar til at bære næste års høst, og det kræver et nøje udført arbejde.

Forskellige teknikker
Beskæringen afhænger af det ønskede udbytte og hertil findes der forskellige teknikker. Disse afhænger af opbindingsmetode, men grundlæggende skelnes der mellem ”cane pruning” og ”spur pruning”. Med førstnævnte tilgang beskæres planterne helt ned til hovedstokkene, hvor man vælger de nye forgreninger. Heroverfor indebærer sidstnævnte metode, at man beskærer skud på de eksisterende forgreninger. Se illustrationer længere nede.

Grundlæggende har beskæringen betydning for, hvor mange skud vinstokkene får lov til at skyde og dermed hvor mange blomster de omtrent får, hvilket i sidste ende afgør antallet af druer. Valget af metode afhænger af flere forskellige faktorer såsom klima, tradition, ønsket vinstil, druesort, bæredygtighed og omkostninger. Da planterne vokser i facon alt efter metode, kan man ikke blot skifte teknik fra år til år, men må i stedet vælge system på et tidligt tidspunkt i stokkenes liv. De kan dog ”trænes om” senere hen, men det er en længere proces, som ofte resulterer i nogle år med ujævnt og nedsat udbytte.

Behov for snilde og perfektion
Selve beskæringen er et minutiøst nussearbejde og udføres i langt de fleste tilfælde i hånden, da maskiner endnu ikke kan gøre det ordentligt. Derfor er årstiden præget af arbejdende hold, der trisser rundt i markerne og beskærer hver eneste stok med stor præcision.

Tit og ofte samles de afskårne grene i små bunker mellem rækkerne og brændes af, for at asken kan bidrage med næringsstoffer til jorden. Det ligner et nærmest helligt ritual med de små røgskyer, der stiger op fra de vinterkolde og goldt udseende vinmarker, men det er samtidig en smuk del af årets rytme og det første tegn på, at der nu atter er en ny høst på vej.

Tid til eftertanke
Det er vinbondens og vinmarkens hvileperiode, deres vintersøvn, og for mange vinbønder er dette tidspunkt af året et øjeblik med tid til refleksion og overvejelse. Hvad kan man gøre for at sikre en endnu bedre kvalitet den kommende høst? Hvordan mon vejret bliver? Bare nu vejrguderne er med os i år! Og ikke mindst; hvordan får vi solgt alt den vin, der ligger i vores kældre, så der bliver plads og råd til næste høst?

Hermed er det alt i alt et meget vigtigt og betydningsfuldt tidspunkt på året for både bonde og vinstok, selvom det udefra ikke ser ud som om, der er megen aktivitet!