Sydafrika

Sydafrikansk vin i vild forvandling
Geografi og historie
Sydafrikas vinhistorie begynder i 1652 med en hollandsk kirurg udsendt af det Nederlandske Ostindiske Kompagni for at styre landets handelsstation i Sydafrika. Ved sin ankomst plantede kirurgen vinstokke på sin gård Constantia og høstede de første druer syv år senere i 1659. Denne høst blev til den første udgave af de sidenhen meget berømte Constantia-vine.
Vinen spredte sig meget langsomt i Sydafrika, blandt andet fordi den kæmpede hårdt om pladsen med afgrøder, der kunne affodre den voksende strudseindustri. Først i starten af 1900-tallet kom der fart på, men desværre valgte man primært at plante højtydende lavkvalitetssorter. Det resulterede i store mængder af overskudsvin, der for det meste blev destilleret.
For at få styr på ubalancen mellem udbud og efterspørgsel skabte regeringen kooperativet KWV, som stadig den dag i dag er en af landets største producenter. Men der skulle gå helt indtil 1990’erne, før et reelt fokus på kvalitet slog igennem – ledt af regeringens VIP (Vine Improvement Programme) initiativ.
Druesorter og regioner
Siden da er det gået stærkt med både organisering og innovation, og Sydafrika fremstår i dag som et af verdens bedste og mest moderne vinlande. Vinregionerne ligger mestendels i kystområderne omkring Cape Town, og de mest populære druer er Chenin Blanc, Chardonnay, Syrah, Cabernet Sauvignon, Colombard og selvfølgelig nationaldruen Pinotage.
Læs mere om en af Sydafrikas spændende vinregioner her: Western Cape


Mikroklima
De klimatiske faktorer, der giver en enkeltmark/mindre grupperinger af marker deres specifikke karakteristika. Omfatter temperatur, vind strømninger, sol eksponering med mere.
Enkeltmark
En afgrænset, navngivet mark der oftest bruges eksklusivt til produktion af en enkelt vin der bærer markens navn.
Terroir
Et fransk begreb der omfatter sammenspillet mellem klima, jordbund og vinbondens tilgang og filosofi. Man taler ofte om et specifikt terroir i forbindelse med enkeltmarker.
Appellation/Klassifikation
En lovmæssig, systematisk og hovedsagelig geografisk opdeling af vindistrikter.
