Vin fra Western Cape

I Sydafrikanske Western Cape produceres der vin på en bred vifte af både røde og hvide druesorter, men Pinotage, som er en krydsning mellem Pinot Noir og Cinsault, betragtes som Sydafrikas nationaldrue og findes stort set kun her.

Sydafrikas mangfoldige vinlandskab skaber store vine

Western Cape ligger på Sydafrikas sydvestlige tip og strækker sig både ud langs kysterne i begge retninger og ind i landet omkring Cape Town. Regionen råder over de fleste af landets mest berømte sub-regioner – bl.a. Constantia, Stellenbosch, Franschhoek, Paarl, Robertson og Wellington. På grund af regionens anseelige størrelse og geografiske forskellighed finder man alt fra strukturerede rødvine og friske hvidvine til flotte, mousserende vine. Jordbunden er forskellig fra område til område – faktisk findes der over 50 forskellige jordbundstyper og marker fra 0 til 800 meter over havets overflade – og denne forskellighed gælder også mikroklimaerne i subregionerne. Fælles for dem alle er dog nærheden til kysten, som spiller en vigtig rolle med sin modererende effekt.
 

Mangfoldig produktion

Man producerer vin på en bred vifte af både røde og hvide druesorter. Af hvide sorter er de mest kendte Chenin Blanc, Colombard, Chardonnay, Sauvignon Blanc og Riesling. Af røde ses ofte Pinotage, Merlot, Cabernet Sauvignon, Grenache og Syrah.