Vin fra Wolf Blass
Wolf Blass: Australsk tophus med tyske aner
Det var mere eller mindre tilfældigt, at den unge tysker Wolfgang Blass endte som vinmager. Som uregerlig teenager stak han flere gange af fra sin skole, og det fik hans forældre til at stille ham et ultimatum – tag en tre-årig uddannelse som vinmager eller færdiggør den kedelige skolegang. Det endte med, at han i 1957 blev den yngste nogensinde fra Veitschoechheim-Wuerzberg universitetet med en mastergrad i ønologi.
I 1961 rev Wolfgang Blass teltpælene op og tog om på den anden side af kloden for at slå sig ned i Australien. Uden særligt mange penge på lommen, men til gengæld med de bedste intentioner om at lave store vine. Kun fem år efter kunne han slå dørene op til Wolf Blass Wines – starten på et stort vineventyr var sat i gang.
Succesfuld lige fra starten
Helt fra starten valgte Wolfgang Blass at fokusere på kvalitet, og vinhusets første Black Label fra 1973 vandt flere priser, der skabte stor opmærksomhed for Wolf Blass vine over hele verden. Det betød også meget for Wolf Blass, at den unge tysker fra starten arbejdede sammen med John Glaetzer, der i dag er et ikon inden for australsk vin – og en af de mest berømte vinmagere nogensinde.
I vinhusets nu 50-årige historie har udviklingen på intet tidspunkt stået stille, og i dag har Wolf Blass vinmarker i både Coonawarra, Clare Valley, Eden Valley, Adelaide Hills, Langhorne Creek og Mclaren Vale. Takket være den samme pionerånd, der startede det hele, står Wolf Blass stadig i dag bag en række sublime vine. Læs mere om vinlandet Australien her