Alsace vin
Alsace regionen er en af de ældste i Frankrig, som er kendetegnet ved ranke og strukturerede vine lavet på både tyske og franske druer samt en meget stærk integrering af vin i det daglige liv og kulturen.
Fantastisk vinregion i omstridt grænseland
Nogle siger, at vin fra Alsace godt kan minde om tysk vin. Og det er faktisk slet ikke så mærkeligt. Regionen har levet en omtumlet tilværelse i grænselandet mellem to nationer, der flere gange i historien har været i krig med hinanden – og gjort krav på Alsace. Kampene mellem Frankrig og Tyskland betød, at Alsace-regionen var tvunget til at finde sin egen identitet, vinkultur og vinstil. Og det lykkedes. I den grad! Alsace producerer fantastisk vin, som er helt sin egen.
Allerede i år 1589 omtalte man Alsace-vine som nogle af de bedste og dyreste i verden.
En dal med mange identiteter
Alsace-dalen strækker sig over 20-30 km fra Strasbourg til Mulhouse langs Rhinen på den sydlige grænsestrækning mellem Tyskland og Frankrig. Vinmarkerne ligger på de stejle flodskråninger og er kraftigt påvirket af netop floden og dens refleksion af solen, der sikrer optimal modning af druerne. Mod vest har man Vosges-bjergene, der beskytter mod den kraftige kolde vestenvind, og hjælper med at skabe det ganske særlige mikroklima, man finder i Alsace. Jordbunden her er meget varieret, og nærmest hver mark har sin egen identitet. Dette gør, at man her finder vine med stor personlighed og stor modenhed trods regionens relativt nordlige beliggenhed.
Alsace-dalens druer
Riesling-druen er den mest plantede og producerer hovedsageligt store, tørre hvidvine. Den er stærkt efterfulgt af Gewürztraminer, der bruges til både tørre, men også monumentale, søde vine lavet på indtørrede druer - evt. angrebet af ædelråd: Vendange Tardive og Sélecion de Grains Nobles. Dernæst kommer Pinot Gris, Pinot Blanc, Auxerrois Blanc og den røde Pinot Noir. Sidst men ikke mindst laver man også en del god mousserende vin på ”methode Champenoise” kaldet Cremant d’Alsace - ofte på et blend af ovenstående hvide druer og Chardonnay.