Sådan bekæmper du kvalme under graviditeten

Kvalme er næsten mere reglen end undtagelsen under graviditeten. Det er ubehageligt, når det står på – men der er heldigvis ting, du selv kan høre for at bekæmpe kvalmen. Find de bedste råd til at bekæmpe kvalmen med Cana Buttenschøn herunder.

Det er ikke altid lige rosenrødt at være under ”lykkelige omstændigheder”. Tværtimod, faktisk. Rigtigt mange gravide oplever, at hver dag kan være en kamp at komme igennem – særligt i begyndelsen af graviditeten, hvor kvalme ofte bliver en del af hverdagen. Derfor er her mine 11 bedste råd mod graviditetsbetinget kvalme.

  • Sørg for aldrig at være rigtigt sulten eller rigtigt mæt og for at holde dit blodsukker nogenlunde stabilt igennem dagen (og natten). Spis gerne en portion havregryn eller noget i den stil, som er mildt, men mættende, i lang tid, inden du går i seng – og hav så en form for snack liggende på dit natbord. Et par mariekiks, en banan eller nogle mandler, som du kan spise, inden du står op.  
  • Sov! Sov eller hvil dig, når du kan komme til det – seriøst, det hjælper!  
  • Spis dét, du kan. Jeg ved godt, at Sundhedsstyrelsen anbefaler dig sund og varieret kost, men det er bedre bare at kunne spise ét eller andet, som du kan holde i dig frem for at hænge ind over toilettet med broccoli ud af næsen.  
  • Drik masser af vand (eller juice), lidt ad gangen, så du ikke dehydrerer.
  • Lav gerne din egen juice, fordi du på den måde kan drikke frugt og grøntsager, hvis ikke du kan spise dem. Brug gerne masser af isterninger, som også kan være gode at spise alene, hvis kvalmen er slem.  
  • Brug frisk ingefær, som har gode kvalmestillende egenskaber. Undgå dog ingefærkapsler, da den høje koncentration af ingefær har vist sig at øge risikoen for spontan abort.  
  • Brug søsygearmbånd – eller giv dig selv akupressur i punktet mellem de to sener på din underarm, cirka to tommelfingerbredder over håndleddet.  
  • Tag et tilskud af B6-vitamin, hvis det ikke allerede findes i din daglige vitaminpille.
  • Få akupunktur.  
  • Tag syreneutraliserende tabletter er par gange dagligt.  
  • Hvis du føler dig helt afkræftet og ikke kan holde noget i dig, så ring til din læge, som eventuelt kan indlægge dig, hvis der er mistanke om, at du er dehydreret.  

Det kan føles ganske forfærdeligt at have kvalme, men husk, at det, for langt de fleste, er fuldkommen harmløst. Harmløst og drønirriterende (og hårdt og næsten ulideligt). Men både du og din baby kommer igennem det, det lover jeg. 

 

Skrevet af: Cana Buttenschøn