Vin fra Victoria i Australien

Victoria i Australien er en ualmindelig levende og varieret vinregion, der omfatter flere sub-regioner.
Grundet regionens varierede jordbund og højdemeter, finder vi her en meget varieret vifte af vine med alt fra friske hvidvine til dybe rød vine.

Høj kvalitet fra Australiens kulturmekka 

Selvom man finder flere vinproducenter i Victoria end nogen anden australsk vinregion, står området på outbackens sydlige tip kun for cirka 1/3 af landets samlede vinproduktion. Det skyldes, at man indenfor de seneste 60 år har foretaget et markant fokusskifte fra kvantitet til kvalitet. Produktionen i Victoria var ekstremt stærk i slutningen af 1800-tallet, men led et fatalt knæk under vinlusens hærgen, og kom sig først helt omkring 1950. I dag er Victoria dog igen en trivende vinregion med flere sub-regioner.
 

Populære druer trives i køligt vejr

Yarra Valley ligger lige udenfor Melbourne, Australiens moderne kulturmekka. Her er klimaet køligt og særlig velegnet til produktion af nogle af landets bedste Chardonnay- og Pinot Noir-vine. Man arbejder også meget med mousserende vin, og selveste Moët & Chandon har en vingård netop her. Markerne ligger 50-400 meter over havets overflade, og jordbunden er ekstremt varieret med alt fra kalkholdigt lermuld til rød vulkansk jord. 
 

Tørt klima og kraftige vine

Sub-regionen Rutherglen finder man et godt stykke inde i landet. Her er det Shiraz, der brillerer i det tørre, kontinentale klima, der gør at man kan frembringe nogle yderst kraftige vine. Heathcote ligger vest for Melbourne cirka 100 km fra kysten. Området er berømt for sin 500 millioner år gamle kambriske jordbund, der er specielt egnet til at dyrke komplekse Shiraz vine. Læs mere om vores udvalgte australske vinhuse her: Treasury Wine Estates og Wolf Blass.