Sådan laver du rigtig børnesikring af hjemmet

I takt med at dit barn begynder at kravle og udforsker verden mere og mere på egen hånd, så bliver det ekstra vigtigt at tjekke børnesikringen i jeres hjem. Det er vigtigt, at dit barn kan bevæge sig rundt uden at komme til skade.

Små børn kommer som oftest til skade i hjemmet – med haven og legepladsen som de største syndere derefter. Derfor er det rigtig vigtigt at børnesikre dit hjem, så din baby sikkert kan gå på opdagelse i jeres hjem. Det er også en særlig god idé at være på forkant med din børnesikring. Børn udvikler sig lynhurtigt, hvor de det ene øjeblik kravler – og det næste øjeblik går de rundt og udforsker hjemmet på to ben.

Som forældre kan du heldigvis gøre meget for at sikre dit hjem og forebygge ulykker. En god måde at gøre det på, er ved selv at udforske alle hjem i børnehøjde – altså på knæ. På den måde opdager du hurtigt alle de farlige steder i hjemmet.

Gode råd til børnesikring i hjemmet

Inden du springer ud i at børnesikre hjemmet, så er det en god idé også at følge et par gode, generelle råd, når du har børn i hjemmet:

  • Højstole kan vælte. Lad ikke dit barn sidde alene og uden opsyn.
  • Vælg sutter, der opfylder de europæiske standarder. Brug aldrig suttekæder, når dit barn skal sove, da barnet kan blive kvalt.
  • Drik aldrig varme drikke, når du sidder med dit barn.
  • Har du reoler i dit hjem, så sørg for, at de er spændt godt fast, hvis dit barn hiver eller forsøger at kravle ind i reolen.
  • Vær opmærksom på, at ældre børns legetøj kan være farligt for mindre børn under 3 år – hold derfor søskendes legetøj adskilt for at undgå kvælningsrisiko.
  • Hav altid gerne flere godkendte røgalarmer i dit hjem.

 

Med de råd in mente, kan du gå i gang med at børnesikre dit hjem rum for rum.

Børnesikring af badeværelset

Dit barn kan falde og slå sig – især på badeværelset. Her er gulvet tit glat, så her er det nemt at komme til skade, hvis man er barn. Er dit barn glad for karbad, så skal du altid være i rummet under hele badet, da børn kan drukne på selv meget lavt vand. Læg derfor gerne en skridsikker måtte i bunden af badekarret. Leger dit barn med fx badeænder, så hav dem altid inden for barnets rækkevidde, så der ikke er grund til at rejse sig for at få fat i legetøjet. Dine egne shampoo-flasker og lignende skal opbevares uden for barnets rækkevidde – gerne højt og aflåst.

Børnesikring af køkkenet

Køkkenet er et af de rum i hjemmet, hvor der spidse genstande, varme overflader og kogende væsker. Det er alt sammen farligt for dit barn, så i køkkenet skal du være ekstra opmærksom, når dit barn er i nærheden. Hvis dit barn har brug for at være sammen med dig, når du f.eks. laver mad, så sæt barnet i den høje stol, så barnet kan følge med i, hvad du laver, men ikke risikerer at komme til skade på gulvet.

Gennemgå også alle skabe og skuffer, som dit barn kan åbne. Flyt alt det, der kan skade barnet fra skabene og skufferne, og sæt gerne lukkeanordninger på dem også. Når du laver mad, så sørg for, at pander og gryder ikke rager ud over kanten, så barnet kan få fingre i dem. Træk også stik fra elkedel ud af stikkontakten, og lad ikke ledningen hænge ud over bordkanten.

Sæt også gerne et gitter på ovndøren eller vælg en ovn, hvor lågen ikke bliver så varm. Dit barns reaktionstid er langsom, så hvis dit barn sætter hånden på en varm ovnlåge, vil barnet ikke være i stand til at fjerne hånden hurtigt, og der kan ske stor skade.

Børnesikring af stue og soveværelse

Vær særligt opmærksom på små ting, som dit barn kan putte i munden og risikere at sluge, eller som kan sætte sig fast i halsen. Vær opmærksom på tunge ting som lamper, planter og lignende, som dit barn kan risikere at vælte og få ned over sig. Står der kaffe og te på stuebordet, så vær særligt opmærksom – brug evt. en termokande med skruelåg. Har I brændeovn eller pejs bør dette afskærmes. Har I opladere siddende i stikkontakter, så vær opmærksom på, at disse kan blive varme og de skal placeres, så barnet ikke kan nå dem.

Pas på tændte stearinlys og lad ikke lightere og tændstikker ligge fremme. Det kan være nødvendigt at fastgøre reoler, så de ikke kan vælte ned over barnet. Sæt også gerne hjørnebeskyttere på bordene for at undgå, at barnet falder ind i skarpe hjørner.

Børnesikring af døre og vinduer

Børn kan klatre op og falde ud af vinduer, ligesom de kan få fingrene i klemme. Derfor er det vigtigt, at du sikrer døre og vinduer i hjemmet. Brug dørstoppere eller klemmesikringer på dørene, så de ikke kan smække i. Sæt en børnesikret haspe på altandøre og vinduer. Stil ikke møbler tæt ved vinduer, så dit barn kan klatre op. Lad ikke dit barn opholde sig alene i et rum med åbne vinduer. Vær særligt opmærksom på snore fra persienner og lignende. De udgør en kvælningsfare, derfor bør du binde snore og kæder op, så dit barn ikke kan nå dem.

Børnesikring af trapper

Trapper er spændende, og børn skal naturligt lære at gå på trapper, men det tager tid at lære, og trapper kan være farlige. Sæt gitter op både oven for trappen og neden for trappen. Vælg et gitter med en låge, der åbner indad, så dit barn har sværere ved at få det op. Vær sikker på, at gitteret sidder godt fast. Undgå saksegitre, da dit barn vil kunne klatre op af dette, og de udgør samtidig en kvælningsrisiko.
 


Kærlig hilsen
 
Helen Lyng Hansen
NetSundhedsplejerske.dk