God vin til ost – hvad skal jeg vælge?

Vin og ost er det perfekte makkerpar – hvis du altså ved, hvordan du parrer den rigtige vin med den rigtige ost.

Langt de fleste mennesker vælger at finde en god rødvin frem, når der er ost på menuen. Den kombination bunder mere i en vane end velsmag – og hvidvin er tit det bedste match, når du skal parre god vin til ost.  

Det er fordi, at frugten og syren i hvidvinen ofte virker smagsrensende mellem hver bid ost. Rødvin, derimod, har det med at få en metallisk eftersmag i samspil med ost, hvis ikke du vælger din vin med omhu. Her er heldigvis en guide til at vælge lette, runde og friske rødvine, der fungerer godt til ost.  
 

Den gode vin til den gode ost 

Det behøver ikke være en større videnskab at finde den rigtige vin til din ost. Så længe du holder dig til et par nemme huskeregler, finder du nemt den bedste vin til ostebordet.  

Start med at vælge osten – derefter vinen. Du får klart mest ud af dine vine og oste, hvis du vælger 2-3 oste af høj kvalitet i stedet for mange forskellige. På den måde får du også mere spændende, kontrastfyldte og komplimenterende smage frem. Prøv f.eks. en fyldig, nøddeagtig ost sammen med en fyldig, nøddeagtig vin, en ung og frisk ost med en ung og frisk vin – og moden ost med en moden vin.  

Her får du en lille, konkret, guide til, hvordan du bør parre vin og ost. 
 

Vin til brie, camembert og andre bløde hvidskimmeloste 

Du finder tit hvidskimmelsoste på et veldækket ostebord. Det er skønne ostetyper, som kommer vidt omkring i smagsnuancerne. Hvidskimmelens smagsunivers spænder fra mild til kraftig – og jo kraftigere osten er, desto sødere bør din vin være.  

Til denne slags ost anbefaler vi vine lavet på Pinot Gris-druen (gerne fra Alsace), en ikke for kraftig vin på Chardonnay, Gewürtztraminer-druen og sågar Champagne lavet på Pinot Blanc-druen.  
 

Vin til gorgonzola, Danablue og andre blåskimmeloste  

Blåskimmelost er tit en ost, der deler vandene: enten hader du den, eller også elsker du den. Det er typisk fordi, at blåskimmelost kan rumme smage lige fra det cremede, milde og sødmefulde til det saltede, ammoniak-agtige smagsindtryk.  

Jo mere smag og power, der er i din blåskimmelost, jo sødere vin kræver den også. Derfor er de sødere typer af Riesling-vin, en mellemsød Champagne (demi sec) eller portvin glimrende følgesvende til din blåskimmelost. 

 

Vin til comté, gryuere og andre tørre komælksoste 

De tørre, hårde komælksoste som comté, cheddar, gryuere, parmesan, pecorino osv. har for det meste et ret mildt smagsindtryk, der spænder fra det mælkede til det mere saltede og nøddeagtige.  

Til denne form for ost skal du finde vin, som ikke overdøver de mere milde og subtile smagsnuancer i osten. Det kan være hvidvin fra Bourgogne lavet på Chardonnay, en tør Riesling eller spanske rødvine fra Rioja.  
 

Vin til gedeost 

Gedeost er en ostetype, som både kan være salt og syrlig i smagen. Og så har de fleste gedeoste også en smag af, ja, ged.  

Hvidvine lavet på Sauvignon Blanc-druen som fx Sancerre går rigtig godt til gedeost – ligesom hvidvin på Chenin Blanc-druen også er et godt bud.  

Gå på opdagelse i vores vinudvalg