Få mere opbevaringsplads på børneværelset

Legetøjstog, tøjdukker, figurer… Et børneværelse kan hurtigt blive rodet, når den lille har været på spil og været på de obligatoriske eventyr. Derfor er det vigtigt at have rigeligt med opbevaringsmuligheder, når både tøj og sko samt legesager skal gemmes af vejen, så det hele hurtigt kan blive ryddeligt inden sengetid, eller til den næste leg skal i gang.

Men det kan i sig selv være problematisk, hvis opbevaringsmøbler skal være funktionelle, praktiske, men alligevel moderne og æstetiske at se på. I denne guide vil vi komme med tips og tricks til, hvordan du kan skabe opbevaringsplads på børneværelset, som stadig er i øjenhøjde, når barnet skal finde det frem selv og lege samt pakke det hele væk og gøre værelset ryddeligt på hurtig vis.

Det er essentielt, at du har in mente som forældre, at det ikke er en lille voksen, du indretter et værelse til, men derimod et barn, der er under udvikling. Husk derfor at finde børnemøbler, der indbyder til leg, læring og sjov.
 

Oplagte muligheder indenfor opbevaring

Det kan være svært at finde opbevaringsmuligheder, der både tager højde for det praktiske, funktionelle, sjove og lærende samt det æstetiske i et børneværelse. Men der er alligevel nogle oplagte opbevaringsmuligheder til børneværelset, som alle forældre bør overveje, når de skal indrette juniors værelse.

Seng med opbevaring

Hvis dit barn er vokset fra tremmesengen og er klar til sin egen seng, skal du helt sikkert se på en seng med opbevaring under. Her kan alle de ting og sager, som barnet ikke leger med eller bruger til daglig, gemmes af vejen som børnesengetøj, børnelagner, legetøj osv.

En seng med opbevaringsplads under er en smart investering at gøre, når kvadratmeterne er sparsomme – og det er, uanset om dit barn er baby, junior eller teenager. Du finder mange fine modeller i dag, der både egner sig til drenge og piger og kan bruges i mange år frem.
 

Reoler, kommoder og kasser

Det er vigtigt, når du udvælger møbler til børneværelset, at du vælger modeller, som barnet selv kan tilgå fra dag 1 – og særligt hvis det er med ting, som barnet selv kan finde frem og lege med for herefter at rydde på plads.

Her er fine reoler og kommoder i sarte farver og med yndige motiver oplagte, da de ikke er særlige høje, og barnet kan nemt få et overblik over deres ejendele. Du kan også med fordel bruge kurve og kasser til de mindre dele som togbaner, LEGO®, puslespil mv., som nemt kan trækkes ind og ud fra reolen.

Hylder og hængende reoler

Det er ikke sikkert, at der er mange kvadratmeter at rutte med, og når man indretter børneværelset med seng eller tremmeseng, puslebord, garderobeskab samt bord og stol, er der ikke nødvendigvis meget plads tilbage. Du kan derfor også udnytte vægpladsen med forskellige typer af hylder og hængende reoler. Dette giver samtidig også barnet mere plads at boltre sig på under leg.

Nogle hylder kan selvfølgelig ende med at komme i en højde, som ikke nødvendigvis er der, hvor barnet kan nå endnu. Her skal du bare huske at stille ting, som barnet ikke nødvendigvis finder interessante eller sjove. Det kunne fx være bogen med godnathistorier, æsken med barnets tabte tænder eller en fin figur fra barnedåben.