Hvad skal man have med på festival?

Højt humør, fed musik og en masse gode oplevelser med vennerne, det må være indbegrebet af en musikfestival! Mange af os valfarter hvert år afsted på festival, og heldigvis findes der mange forskellige festivaler i det danske sommerland, så der er noget for enhver smag.

Skal du afsted til en af sommerens mange festivaler? Så er det vigtigt, at du har styr på pakkelisten, så du får en positiv oplevelse.

Uanset om det er første gang, du skal på festival, eller du har gjort det utalligvis af gange, skal der være styr på udstyret til festivalen.

Her på føtex.dk giver vi dig en guide til, hvad du skal have med på festival, når du skal sove i telt i flere dage, så du kan få en vellykket musikfestival sammen med vennerne.
 

Før du pakker til årets festivaler

Når det kommer til at pakke til en musikfestival, er det vigtigt ikke pakke mere end højst nødvendigt. Du skal nemlig selv bære det hele til din camp, sætte det op samt pille det ned og tage det med dig igen. Derudover er det også nemmere at transportere en mindre oppakning, når man skal med offentligt transport.

For at mindske oppakningen vil vi anbefale, at du tjekker vejrudsigten nogle dage forinden. Her kan du se, om det er nødvendigt med regnjakke og gummistøvler, eller om du skal pakke bikinien og solcremen med – eller måske skal du have plads til begge? - Man ved aldrig med det lunefulde danske sommervejr.

Det kunne også tænkes, at det bliver nødvendigt med ekstra vandtæt udstyr, hvis vejrudsigten spår en regnfuld festival. 

5 ting du skal huske til festivalen

Når du køber campingudstyr, hænger kvalitet og pris nøje sammen. Overvej derfor hvorvidt den enkelte genstand skal genbruges til flere festivaler, eller om du ønsker at donere det til genbrug eller andre gode formål.

Det kan i det lange løb betale sig at investere i dyrere udstyr, da det på sigt vil være billigere og bedre kvalitet.
 

1. Valg af telt

Når man tager på festival, gør man det som regel med sine nærmeste venner, hvor man har booket sig plads på en camp eller dannet sin egen.

Derfor køber man et telt, hvor der kan være flere overnattende. Det er også hyggeligere, billigere og en mere pladsbesparende løsning, da du kan gå sammen med dine venner om at købe et telt – derved kan I få fingrene i et kvalitetstelt.

Der findes mange telttyper at vælge ud fra i dag, og derfor er det vigtigt, at du vælger en variant, der passer til dine behov. Hos føtex har vi bl.a. alt fra tunneltelte og kuppeltelte til decideret festivaltelte og nemme pop up-telte.

Uanset hvilken telttype du vælger at gå med, vil vi anbefale, at du altid tjekker teltets vandsøjletryk, da dette er særligt vigtigt ved de våde festivaler. Vandsøjletryk forklarer nemlig, hvor vandvisende det pågældende telt er, og derved om det kan klare det danske vejrs strabadser, uden alt dit grej, tøj og lignende bliver vådt. Det er bare møg ærgerligt at vågne op helt gennemblødt, æv!

Der er nemlig forskel på at være vandafvisende og vandtæt. Ved de fleste billigere og mellemdyre telte vil den vandtætte coating forsvinde med tiden, og teltet vil være mindre tæt. Jo dyrere teltet er, jo bedre kvalitet er coatingen som regel også og vil dermed holde væsentligt længere.

Hvis et telt er mere end 5 år gammelt – og det er uanset prisklasse og kvalitet – vil coating og hermed vandsøjletrykket være lavere, end ved et nyt telt. Det kan være en god idé at imprægnere sit telt inden turen for at være på den sikre side, og særligt hvis teltet har nogle år på bagen.
 

2. Valg af liggeunderlag eller luftmadras

Liggeunderlag eller luftmadras – det er et spørgsmål, du skal have stillet dig selv, for begge varianter har deres fordele og ulemper, når det kommer til overnatning i et telt, men også i forhold til transport og brugen af elektricitet.
 

Liggeunderlag

Et liggeunderlag er væsentligt billigere end en luftmadras og er nemmere at transportere på grund af dens lave vægt. Underlaget er fremstillet i enten skum eller nylon og behøves derfor ikke at blive pustet op, men skal blot rulles sammen under transport og rulles ud for brug. Du skal derfor ikke medbringe pumpe eller være i nærheden af en stikkontakt for at få den pustet op, samtidig med at du ikke skal være bekymret om, hvorvidt madrassen punkterer. Ulempen ved et klassisk skumunderlag er dog, at det ikke er så behageligt at sove på i længden.

Det er også muligt at finde selvoppustelige liggeunderlag, som kombinerer det bedste fra skumunderlaget i form af mindre fylde samt luftmadrassens komfort med et tykkere underlag.
 

Luftmadras

En luftmadras er som regel fremstillet i PVC, velour eller kombination af begge, hvor du kan få enkelt eller dobbelt udgaver. Ved en luftmadras skal du – som navnet afslører – pumpe den op med luft enten manuelt med en pumpe eller via dens egen indbygget system, der kræver strøm. Modsat liggeunderlaget både fylder og vejer denne type madras væsentlig mere og kan derfor være besværlig at slæbe med sig. Dog vil du sove væsentlig bedre, da luften gør den mere behagelig at sove på og mere blød. Hvis du vælger en luftmadras uden indbygget pumpe, vil den også være lettere at bære, dog skal du stadig medbringe en pumpe.

Når du har købt en luftmadras uden indbygget pumpe, er det vigtigt, at du tjekker, hvorvidt der medfølger pumpe til dit produkt - ellers kan du som regel købe det ved siden af. Undgå desuden en kedelig overraskelse med en flad madras, og tjek din gamle luftmadras inden du tager afsted, så du er sikker på, at der ikke er nogle skjulte huller. 

Find dit soveunderlag

3. Sovepose

En sovepose er uundværlig ved de danske festivaler, både fordi den holder dig varm om natten, og den er samtidig utrolig pladsbesparende modsat dyne og pude og derved også nemmere at transportere, uanset hvor i landet du rejser fra og skal til festival henne.

Dog kan overnatning i sovepose være en lunken fornøjelse. For langt de fleste har prøvet at vågne om natten i en sovepose, fordi man frøs. Du skal derfor holde øje med soveposens temperaturangivelse, så de matcher de temperaturer, du skal overnatte i.

For der er nemlig forskel på, hvorvidt en sovepose har komforttemperatur til +11, +8, eller 4+ grader. Dog skal du være opmærksom på, at komforttemperaturen altid er vejledende, da det er forskelligt, hvilken temperatur folk finder komfortabelt. Derudover vil det også være en fordel, at du vælger en sovepose med lav vægt, så den netop er nemmere transportere eller have på ryggen.
 

Sovepose til kvinder

Vidste du godt, at soveposer er kønsspecifikke? Jep, du læste rigtigt. Nogle soveposer er designet til kvinder, andre til mænd, og nogle er unisex.

Det skyldes, at kvinder overordnet er koldere, når de sover. Samtidig er kvinder også gennemsnitlige lavere end mænd,  og de vil derfor have svære ved at opvarme en almindelig størrelse sovepose.

Derudover er soveposen til kvinder også smallere omkring skulderne, så der er mindre luft at varme op, samt at posen er bredere omkring hofterne, så man ikke presser isolationen. Med andre ord vil det være en fordel at købe en sovepose, der passer til ens højde og kropsform.

4. Campingmøbler

Det virker måske ikke som det mest oplagte at have med, eller som et essentielt udstyr at investere i. Dog er der også forskel på, om du kun er afsted i 1 dag eller hele ugen. Du vil nemlig hurtigt blive træt af skulle spise morgenmad i din sovepose eller skulle sætte dig på græsset for bare at kunne tage et hvil.

Derfor hvis I er flere afsted, vil det give mening at investere i et sammenklappelig campingbord og nogle stole, så I har mulighed for at hygge i morgentimerne eller i løbet af dagen, når I skal varme op, inden en særlig kunstner skal optræde.

Vores campingmøbler er designet til at have med på campingferier eller teltturene, så de kan nemt foldes sammen, så de ikke fylder unødigt eller vejer for meget.
 

5. Hængelås

En hængelås er en nem investering at gøre sig og fylder ikke mere end, at du kan have den i lommen. Dog betyder det ikke, at du skal glemme den. Der kan nemlig ske mange ting på en festival: ubudne gæster, folk med lange fingre samt mennesker, der går forkert i løbet af natten.

Selvom en festivalplads kan være utrolig fed, så kan det også nemt blive kaotisk. Og ved at have en hængelås på dit telt, gør du det besværligt  for tyven og de ubudne gæster at komme ind.

Dette er selvfølgelig ikke et garanti for, at ingen vil kunne komme ind i dit telt, for et telt er trods alt bare af stof. Så medbringe ikke arvestykker eller værdigenstande, du vil være ked af at miste.

Tøj til festivalen

Som allerede nævnt skal du huske at tjekke vejrudsigten, inden du pakker – og dette er særligt vigtigt, når det kommer til at pakke tøj, da det danske sommervejr har det med at være omskifteligt. Enten står det ned i stænger eller er fuldstændigt solrigt – måske ender festivalen med at have begge dele.

Men hvad de fleste festivalgængere har erfaret er, at man bruger mindre tøj, end man selv regner med. Samtidig med at det, du medbringer, skal tåle at kunne blive beskidt eller gå i stykker. Vi fraråder at tage det dyrere designertøj med eller beklædning, du ville være ked af gik i stykker.

I din rygsæk burde der være:

  • undertøj til alle dage
  • strømper til alle dage
  • bukser (1-2 styks)
  • shorts/nederdel (efter vejrforhold)
  • evt. kjole
  • T-shirts (2-3 styks)
  • sweater (det kan blive overraskende koldt om aftenen)
  • jakke
  • sko og sandaler (en af hver)
  • evt. regntøj og gummistøvler (efter vejrforhold)
  • evt. bikini (efter vejrforhold).
  • evt. skiundertøj til de kølige nætter
  • Medbring evt. også en powerbank, så du altid kan få opladt din mobiltelefon.
     

Toiletsager og personlig hygiejne til festivalsturen

Festivaler er ikke just der, hvor du har mulighed for at være ren og nyvasket hele perioden igennem. Og som regel bliver ens standarder også dalende i takt mod festivalens afslutning (og en evt. promille). Derfor skal du være forberedt på, at du ikke kan få et dejligt langt bad hver dag.

Det vil derfor være oplagt at have hygiejneprodukter og personlig pleje, der tager forbehold for dette. Du bør gerne have:

  • solcreme
  • deodorant
  • vådservietter
  • shampoo og sæbe
  • hygiejnebind og tamponer
  • WC papir og kleenex
  • tørshampoo.

 

Køb udstyret til årets musikfestivaler på føtex.dk

På føtex.dk har vi alt det nødvendige udstyr, du har behov for på din tur igennem sommerens festivaler, så hvad end du skal på Skanderborg festival, Roskilde festival eller en tredje festival, finder du alt, du skal bruge her.

Derudover vil vi også anbefale, at du tager forbi din lokale føtex og handler, så du har mad og drikke inde i campen. Det kan være alt fra snacks, morgen eller drikkevarer. Du kan nemlig spare en god slat penge ved at handle på forhånd end ved at købe ved de mange madboder inde på selve festivalpladsen. Dette er særligt smart, hvis du skal afsted i mange dage - en festivals klasikker må uden tvivl være en pakke rugbrød/knækbrød og dåsetun, nutella og lignende.